Flere og flere byboere får havemuld under neglene sammen med naboen. København er gået forrest, men provinsen er også på vej, viser undersøgelse.

Tomatplanter i selvvandende plantekasser på taget af foreningens skraldeskur. Sådan startede et grønt projekt i A/B Husumgade 6-8 på Nørrebro i København, som tæller 16 andele.
Andelshaver Mads Boserup Lauritsen er ildsjælen, som fik idéen og førte den ud i livet. I dag er byhaven blevet et fælles projekt i foreningen, der med tiden har udviklet sig, fortæller han.

Det er et fællesskab, som rækker ud over generalforsamlinger og arbejdsdage

– Mads Boserup Lauritsen

Fra København til Kolding

Projektet er i dag TagTomat med egen hjemmeside, hvor Mads, som er arkitektuddannet, giver tips og gode idéer til, hvordan man skaber grønne områder i byer. Et af de seneste skud på stammen er tips til, hvordan man bygger et rollator- og kørestolsvenligt højbed, så alle andelshavere i en forening kan være med.
Og det er ikke kun i København, at byhaver skyder op. Ifølge en undersøgelse fra det tidligere Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter ser byhaver også dagens lys i byer som Randers, Horsens, Vejle og Kolding. Ministeriet ser byhaver som en ramme, der skaber fællesskab på tværs af kultur, køn og alder. Det grønne projekt i A/B Husumgade er ingen undtagelse, fortæller Mads.
– Byhaver styrker fællesskabet uanset alder, baggrund og politisk observans, oplever han.

byhaver tomat
Højbede

På tværs af ejerformer

I dag er det ikke bare A/B Husumgade 6-8, som har fået grøntsager og krydderurter i gården. Projektet har åbnet op for dialog og grønne projekter med de andre foreninger i den fælles nørrebrokarré. Et fællesskab som også er udvidet til ugentlige besøg af en økolandmand.
-To andelsboligforeninger, to ejerboligforeninger og en udlejningsejendom har i dag stor glæde og gavn af vores fælles grønne gård. Vi er cirka 120 lejligheder i alt i karréen, og 8-10 af os har en ugentlig aftale med en økolandmand, som sælger grøntsager til os. Det er med til at skabe fællesskab på tværs af ejerformer i gården, fortæller Mads Boserup Lauritsen.

Høj brandingværdi

TagTomat og de andre grønne projekter har ikke kun styrket fællesskabet i foreningen, men tiltrækker også folk, som ikke er en del af den lille nørrebroforening.
– Vi oplever stor interesse for at bo i vores forening, mange kender vores grønne projekter, og finder det attraktivt at være en del af det. Det gælder jo hele gården, og ikke kun vores andelsboligforening, fortæller Mads Boserup Lauritsen og fortsætter.
– Attraktive udearealer øger jo ikke direkte ejendomsværdien, men er et af de tiltag, som en andelsboligforening kan gøre for at sikre godt sammenhold, glade beboere og derved en større chance for at tiltrække nye andelshavere, slutter han.
MADS’ TIPS TIL JERES FÆLLES GRØNNE PROJEKT:
  • Bare gå i gang
  • Start i det små
  • Gør det flytbart (godt argument, hvis projektet møder modstand)
  • Giv det tid
  • Gør det nemt fra starten

 

 

Topfoto: Mads Boserup Lauritsen

Bestil billet